Sådan laver du din egen håndsæbe

Der er ingen grund til at gå i panik over de tomme hylder hvor håndspritten plejede at stå. For i virkeligheden virker almindelig håndvask med håndsæbe langt mere effektivt.

Hvorfor er sæbe så effektiv overfor Coronavirus?

Forklaringen hvorfor sæbe er så effektivt overfor Coronavirus er, at sæbe opløser den membran, som holder Coronavirus sammen. Det kræver vist en nærmere forklaring.

Coronavirus består i grove træk af tre dele:

  • mRNA – Coronavirussets arvemateriale og opskriften på hvordan virusset kopierer sig selv.
  • En ydre dobbeltmembran af lipider (Envelope) – beskytter mRNA og danner fæste for overfladeproteiner
  • Overfladeproteiner (Spikes) – fungerer som nøgler, der skaber adgang til de celler som skal inficeres.

Sæbe er amfifil. Det betyder at et sæbemolekyle har en vandelskende (hydrofil) ende og en vandhadende og fedtelskende (hydrofob) ende. På den måde binder sæbemolekyler sig både til fedtstof (lipider) og vand:

Når Coronavirus udsættes for sæbe, vil sæbemolekylets vandhadende ende kile sig ind imellem lipiderne i Coronavirussets dobbeltmembran. Det fungerer i praksis som et koben der nedbryder Coronavirussets dobbeltmembran og bindingerne i mRNA og overfladeproteinerne. På den måde destrueres virusset i mødet med sæben:

Sæbemolekylerne vil danne såkaldte miceller, hvor de vandhadende haler binder sig til lipider og løsrevne bestandele af virusset og omslutter dem så de vandelskende haler vender udad. Når du skyller med rigeligt vand bæres micellerne væk fra dig og videre ud i afløbet. Virusset er udslettet og resterne fjernet!

Nu forstår du hvorfor sæbe og grundig håndvask er så effektivt i kampen mod Corona. Så hvorfor ikke lave din egen virusudslettende sæbe derhjemme?

Opskrift på håndsæbe

  • 1 liter olivenolie
  • 300 ml. vand
  • 125 g. kaustisk soda

Bland vand og kaustisk soda i en syrefast og varmebestandig skål til alt er opløst. Den kemiske reaktion udvikler varme, og blandingen kan dampe og sprøjte, så vær forsigtig.

Varm olivenolien op til 50 ° C i en gryde

Temperaturen på soda-blandingen og olien skal være den samme, så mål temperaturen, og lad evt. soda-blandingen køle lidt af inden du går videre i processen.

Hæld vand og soda blandingen i den varme olie og pisk det forsigtigt sammen over blusset til blandingen samler sig – brug gerne en håndmixer, da der skal piskes en del minutter før blandingen bliver tyk og ensartet. Start på laveste indstilling og øg gradvist til fuld effekt. Temperaturen skal være mellem 40 ° C og 50 ° C. Når piskningen efterlader spor i massen er den ved at være klar.

Hæld sæben op i en form. Det kan være en god ide at fore formen med plastik eller bagepapir. Lad sæben størkne et døgns tid, før du skærer sæben ud i passende stykker.

Du er nu selvforsynende med det mest effektive håndrens, nemlig sæbe.

Du kan evt. eksperimentere med andre fedtstoffer, eks. rapsolie, solsikkeolie, vindruekerneolie, kokosolie eller palmin. Det er også muligt at tilsætte krydderurter eller blomster, for at få en lækker duft. Prøv eks. at tilsætte en håndfuld tørrede lavendelblomster eller dine yndlingsteblade. En anden mulighed er at tilsætte klid eller havregryn, hvis sæben også skal kunne skrubbe nænsomt.

Hvor tit skal hænderne vaskes?

Vask hænderne:

  • når du tager afsted ud i det offentlig rum
  • når du kommer hjem fra en tur i det offentlige rum.
  • efter toiletbesøg
  • inden måltider
  • efter nys, hoste og næsepudsning

Sådan vasker du dine hænder grundigt:

Undgå at røre ansigtet imellem håndvaskningerne, brug gerne handsker og brug håndsprit jævnligt, når du ikke lige er i nærheden af vand og sæbe.

Læs Sundhedsstyrelsens spørgsmål og svar i forbindelse med Corona-virus: https://www.sst.dk/da/viden/smitsomme-sygdomme/smitsomme-sygdomme-a-aa/coronavirus/spoergsmaal-og-svar/faq